Jeg har boet 12 år i den grønlandske hovedstad Nuuk. Det var 12 gode år i en by, der er både landsby og hovedstad, bygd og metropol på samme tid. Det giver et helt fantastisk miljø præget af nærhed - og så alligevel en bevidsthed om at bo i en by, som er noget helt særligt. En by, der af udenlandske kritikere ofte beskyldes for ikke at være særlig grønlandsk, men det er dog det sted i verden, hvor der flest grønlændere samlet på samme sted, så det er noget vrøvl.
Noget af det, som gør Nuuk til noget særligt, er kombinationen af storby og en helt utrolig nærhed til naturen. Den er allesteder - fjeldene, fjorden, isskosserne, den blå himmel, blomsterne, hvalerne og alt det andet spændende, som den grønlandske natur byder på.
Jeg arbejdede i Nuuk som informationschef i Nuup Kommunea. I den forbindelse producerede jeg i 2006 en præsentationsvideo om den grønlandske hovedstad. Den siger mere end mange ord, hvorfor Nuuk er godt sted at bo.
Videoen er produceret i tre sprog, men det er indtil videre kun den danske udgave, som er tilgængelig på YouTube. I øvrigt er der ikke længere noget, som hedder Nuup Kommunea. Efter kommunalreformen hedder det Kommuneqarfik Sermersooq.- og dækker de gamle kommuner i Nuuk, Paamiut, Ivittut, Ammassalik og Illoqqortoormiut.