Rypesnaps

Allerførst skal man have fat i en friskfanget rype, som ikke må være flået. Når man renser rypen, skal man have fat i kroen, der sidder ved halsen. Her gemmer rypen nemlig sin føde, når den fouragerer for så at fordøje det ved en senere lejlighed, når den ikke er eksponeret for rovfugle og andre farer.
Kroen indeholder en masse rypeguf - bær, skud og spirer - og det er det, som vi bruger til snapsen. Jeg tager indholdet af kroen, kommer det i en flaske og fylder en halv liter vodka på. Efter tre måneders trækketid, filtrerer jeg snapsen, som nu har forhåbentlig har fået en flot gylden farve. Jeg bruger en si - ikke et kaffefilter - så jeg får svævet med i den endelige udgave. Herved sikrer jeg mig, at snapsen vil fortsætte med at udvikle sig i den efterfølgende lagringsperiode. Det er selvfølgelig tilladt af smage på snapsen i forbindelse med dekanteringen, men ellers siger tommelfingerreglen, at den skal have lov at stå mindst tre måneder yderligere. Hvis man ellers har rygrad til det, kan snapsen tåle at stå meget længere - og det bliver den ikke ringere af. Men en del af fornøjelsen ved at lave snaps og bjesk er jo netop at følge udviklingen i smagen, så jeg synes nu ikke, at man skal vogte alt for nidkært over den.
Det fascinerende ved at lave rypesnaps er, at ikke to produktioner smager ens. Smagen vil altid afhænge af, hvad rypen har i kroen - og det kan variere ganske meget efter biotop og årstid. Men godt smager det nu altid.
Det kan være svært at få fat i friske ryper i Danmark, men jeg har hørt, at man kan skaffe kro-indholdet gennem foreningen af Eksperimenterende Danske Brændevinsamatører - EDB.
Rypebestanden har det i øvrigt med at variere temmelig voldsomt og topper sådan cirka hvert tiende år. Det kalder man for rypeår - og efter hvad jeg har hørt, er det rypeår i Grønland netop nu. Til gengæld har rypejagten i Troms og Finnmark været temmelig ringe i år.
Ellers er der kun en ting at sige: Skål!

Offentliggjort første gang 1. marts 2009

Retur