Kommunal slendrian

Nordjyske Stiftstidende 11. februar 2011:

Kommunal slendrian

Ulykken indtraf tidligt om morgenen. Min gamle mor faldt på badeværelset og brækkede lårbenet. Uden for rasede fimbulvinteren, og det var mellem jul og nytår. Helt ærligt ikke lige det tidspunkt, hvor det er allermest tillokkende at skulle tilbringe tiden i hænderne på et angiveligt skrantende offentligt sygehusvæsen.

Sådan et brækket lårben gør ondt. Men de to Falck-folk – en såkaldt paramediciner og en almindelig redder - fra den tilkaldte ambulance vidste nok, hvordan den slags skal håndteres. De bar så forsigtigt, som det er menneskeligt muligt, min mor ud til den ventende ambulance, inden de silkeblødt satte kursen mod det lokale sygehus. Heldigvis bor min mor i Farsø, hvor de på sygehuset er specialister i gamle knogler.

Her blev mor indlagt klokken 6.30 – og allerede klokken 10 samme dag havde dygtige kirurger med en plade og nogle skruer snedkereret det havarerede lårben sammen.

Herefter fulgte en uges pleje på sygehuset. Forbløffende hurtigt kom min mor til hægterne – og midt i al elendigheden var hun meget glad for det venlige og kompetente personale, som næsten ikke vidste alt det gode, de ville gøre for min mor. Et genoptræningsprogram blev stablet på benene – og mor gjorde fremskridt dag for dag.

Familien tilbragte en god del af nytårsaften på Farsø Sygehus – diskret overvåget af det omsorgsfulde personale – og alle var sådan set glade og tilfredse.

Men hvor længe var Jeppe i baronens seng? Da mor et par dage senere blev udskrevet, var det Vesthimmerlands kommune, der skulle overtage plejen. Her er det foreløbigt blevet til besøg af et stort antal hjemmehjælpere, der hver i sær har brugt en god del af den afmålte tid til at sætte sig ind i arbejdet – i stedet for at udføre det.

Det blev forståeligt nok oplevet som særdeles kaotisk og inkompetent af mine forældre, men det skulle blive værre endnu. På Farsø Sygehus havde man lavet en genoptræningsplan, som kommunens fysioterapeuter skulle sætte i kraft en uge efter udskrivningen. Der skete imidlertid intet – og først da min far rykkede for genoptræningen, måtte man beskæmmet indrømme, at planen vistnok var blevet væk i computeren. Nu har man så endelig fået fat i planen – og den kan med tre ugers forsinkelse sættes i gang. I mellemtiden er alle de fremskridt, som min mor gjorde under sygehusets kompetente genoptræning mere eller mindre gået tabt.

Jeg bliver rasende, når jeg hører om sådan en gang kommunal slendrian. Sådan kan man altså ikke behandle gamle folk, der hele deres liv har knoklet for at betale deres skat.

Det er en almindelig antagelse i den offentlige debat, at store enheder er bedre og billigere – og omvendt at små enheder er dyre og dårlige. Det er blandt andet baggrunden for, at politikerne jævnligt svinger sparekniven over de små sygehuse, og det var også baggrunden for, at man indførte de nuværende storkommuner.

Historien om min mor viser det modsatte. På det lille sygehus er man i stand til at give en effektiv og kærlig behandling, men i den nyetablerede storkommune flyver man rundt som en flok fluer i en flaske – bruger en masse energi uden at røre sig af stedet.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke både personalet på Farsø Sygehus for en kærlig og kompetent behandling af min mor. Det er vi i familien dybt taknemmelige for. Vi vil samtidig opfordre Stiftstidendes læsere til at huske historien, næste gang der skal stemmes. Stem på en af de politikere, som går ind for at bevare de små sygehuse – ikke bare det i Farsø, men alle små sygehuse.

Og til Vesthimmerlands kommune vil jeg for egen regning føje til: I skulle skamme Jer, skulle I! Jeres tumlen rundt viser, at kommunalreformen var en stor fejltagelse – og at landet nok var bedst tjent med, at udviklingen bliver rullet tilbage til de gamle sognekommuner fra før 1970. Dengang var der kommunalt nærvær og ansvarlighed til.

Retur