Gin og tonic

Drinken blev opfundet af englænderne i malaria-befængte dele af imperiet i begyndelsen af 1800-tallet, fordi man havde fundet ud af, at kinin, som er det stof, der giver tonic den bitre smag, har en forebyggende effekt på malaria.
Gin og tonic var et sikkert hit lige fra fødslen - forståeligt nok. Her var der en alkoholisk drik, som man kunne indtage for helbredets skyld.

Den er forresten også så nem at lave, at de fleste kan være med. Et skvæt gin hældes i et glas, der tilsættes isterninger og tonic efter behag, og endelig pyntes der med en lemon- eller citronskive.
Det sværeste er sådan set at finde ud af, hvilken gin der skal bruges. I dag bruger langt de fleste Bombay Saphire - og det er faktisk lidt forkert. For Bombay Sapphire er et nyt mærke, der først kom på markedet i 1987, udviklet af Bacardi-koncernen - og som netop har det indisk-inspirerede navn for at skulle sælges til brug i gin og tonic. Her i huset lader jeg gæsterne selv vælge mellem Bombay Sapphire, Tanqueray og Beefeater.
De to sidste mærker er udviklet i England i henholdsvis 1820'erne og i 1930 - og således mere autentiske, hvis man skal have en G&T, som den blev lavet i imperiets storhedstid. Smagsmæssigt er der ikke den store forskel på de tre mærker, der alle foruden enebær er tilsat op imod en halv snes forskellige urter, heriblandt kvan og koriander.