Forleden hjalp jeg min far med at rydde op i udhuset.

(Egentlig ville jeg have skrevet min gamle far – men i vore dage hedder det jo ikke gammel, men senior. Det synes jeg lyder dumt, for han er altså ikke helt ung længere, så jeg nøjes med at skrive far.)

Men altså tilbage til udhuset, som hører med til ældreboligen. Der skulle ryddes op – inden det er for sent. Og det gjorde vi så – godt og grundigt. Inde i det inderste hjørne dukkede der en skomagerlæst ud af gemmerne. Godt støvet, spindelvævsbefængt og rusten var den – men umiskendelig en skomagerlæst. Næsten et kunstværk i massivt støbejern, en hel lille skulptur og et minde om en svunden tid.

Læsten har oprindeligt været min farfars - og da den nu står på mit værksted, er der altså tale om et værktøj, der er gået i arv gennem generationer.
Hjemme hos os var læsten stadig i brug i min barndom. Dengang gik vi i træsko - og det var vel at mærke rigtige træsko, lavet af træ, og ikke plastik som i vore dage.
Træskoen skulle med mellemrum have nyt gummi under - og det foregik ved, at min far skar et passende stykke af et gammelt bildæk. Det blev herefter sømmet fast til træskobunden - og på den måde var en træsko straks levetidsforlænget med et års tid eller mere.

I vore dage smider man jo træskoen ud, når den er slidt op, men det gjorde man altså ikke dengang – og det er altså ikke engang 50 år siden. Det var i de glade 60’ere.

Dengang alting var i opbrud – man flyttede fra land til by, man sagde du i stedet for De til fremmede, kvinderne begyndte så småt at få magten også uden for hjemmets fire vægge, og janteloven fik et ordentligt skud for boven: Nu skulle man tro, at man var noget – og det gamle ordsprog ”Skomager – bliv ved din læst” blev kasseret.

Ungdomsoprøret blev hurtigt overtaget af marxisterne – og drømmen om frihed for den enkelte, drømmen om at stå af ræset blev droppet. Samfundet blev overtaget af akademikerne og en velfungerede middelklasse, som i følgende år blev storforbrugere af velfærdssamfundets ydelser.

68-generationen satte sig på samfundet. Nu skulle det formes i deres billede. Alle skal have en ungdomsuddannelse, hedder det jo i vore dage. Fint nok – for dem som klarer det. Men spørgsmålet er jo, om vi alle kan leve af at klippe hinanden – og hvad gør vi med dem, der ikke klarer ræset. Var samfundet alligevel ikke bedre, dengang skomageren blev ved læsten?

Dengang tog forældrene sig af deres børn. Dengang tog børnene sig af deres forældre, når de blev gamle. Alt, hvad der hører familielivet til, har vi nu overleveret til samfundet. Er samfundet blevet bedre af den grund?

Jeg tror det ikke. Dengang havde enhver landsby sin tosse – en eller anden, der var mentalt udfordret, som det hedder i dag. Den slags har vi ikke plads til i det moderne samfund, så de ryger på institution – fjernet fra almindelige menneskers åsyn. Denne udvikling er skammelig.

Det gamle ordsprog om skomageren, der skulle blive ved sin læst, betød, at man skulle kende sin plads – men til gengæld var der plads til alle.

Måske skulle vi begynde at gå med træsko igen? I hvert fald glemmer jeg aldrig, når far tog mig med ned i kælderen, mens han satte nye såler på træskoene. Det var kvalitetstid i familien – og det var tid, man selvfølgelig havde tid til.

For selv om man var fattigere dengang, var vi alligevel rigere. Vi havde tid til at gøre tingene selv, i stedet for at overlade alt til andre mennesker, til samfundet. Selvgjort er velgjort, som det hedder i et andet fint, gammelt ordsprog.

Jeg har besluttet, at jeg vil til at gå med træsko igen. Jeg ved egentlig ikke, om jeg overhovedet kan gå med en gammel træsko. For de var jo temmelig tunge i modsætning til vore dages billige plastik-efterligninger – men jeg vil prøve det. For det var kram – og med en skomagerlæst i huset, behøver jeg jo ikke længere bruge tid på at tjene penge til at købe nye plastiktræsko for.

Nu skal jeg bare have fundet en rigtig træskomager – inden også dette smukke gamle håndværk bliver et universitetsfag på ”Wooden Glogs University College”.

Og skomagerlæsten? Den skal lige have en tur med lidt olie, lidt knofedt og en pudseklud. Så får den en æresplads på mit værksted – til minde om en tid, hvor vi havde tid til at gøre tingene selv.

Red.anm.: Artiklen havde oprindelig rubrikken "Læst og påskrevet", men Nordjyske Stiftstidendes debatredaktør valgte at ændre den til "Skal vi gå i træsko?".