Grønland

Af Jesper Hansen, foredragsholder, fortæller, forfatter, journalist, fotograf og kommunikationsrådgiver

Grønland

Grønland fylder meget i mit liv. Siden jeg første gang satte mine fødder på verdens største ø i 1993, har Arktis været et centralt omdrejningspunkt i mit liv.

Godt 14 år boede jeg i Grønland - og det blev til næsten fire år i den arktiske del af Norge. Og så har jeg besøgt Alaska, Yukon, Newfoundland, Nunavut, Svalbard, Island og adskillige lokaliteter i Sápmi.

Jeg boede i Sisimiut 1993-95, i Nuuk 1995-2007 afbrudt af godt et halvt år på Lofoten i 2000, og i Straumsbukta nær Tromsø 2007-2009. 2009-10 havde jeg en lille hverdags lejlighed i Tromsø og boede i weekenderne på Øland.

 

Portræt af Grønlands hovedstad

Nuuk - The Arctic Metropol

Jeg har boet 12 år i den grønlandske hovedstad Nuuk. Det var 12 gode år i en by, der er både landsby og hovedstad, bygd og metropol på samme tid. Det giver et helt fantastisk miljø præget af nærhed - og så alligevel en bevidsthed om at bo i en by, som er noget helt særligt. En by, der af udenlandske kritikere ofte beskyldes for ikke at være særlig grønlandsk, men det er dog det sted i verden, hvor der flest grønlændere samlet på samme sted, så det er noget vrøvl.

Noget af det, som gør Nuuk til noget særligt, er kombinationen af storby og en helt utrolig nærhed til naturen. Den er allesteder - fjeldene, fjorden, isskosserne, den blå himmel, blomsterne, hvalerne og alt det andet spændende, som den grønlandske natur byder på.

Jeg arbejdede i Nuuk som informationschef i Nuup Kommunea. I den forbindelse producerede jeg i 2006 en præsentationsvideo om den grønlandske hovedstad. Den siger mere end mange ord, hvorfor Nuuk er godt sted at bo.

 

Hundene i Sisimiut

 

"Hundene lå spredt i deres kæder rundt om i byen. Der gik ikke lang tid, før jeg fandt ud af, at hundenes yndlingsbeskæftigelse, når de ikke lige trak en slæde, var at hyle. Ikke gø – for slædehunde kan slet ikke gø. De hyler som ulve. Nogle synes måske, det er uhyggeligt, men jeg fandt det fornøjeligt. Især hver onsdag middag, når brandsirenen blev testet.

Så skulle alle hundene give deres besyv med, og det varede længe, inden hundene faldt til ro igen.

Det inspirerede mig til – hvis jeg småkedede mig om aftenen – at stikke hovedet ud af vinduet. Så hylede jeg som en ulv. Virkningen var imponerende. De nærmeste hunde stak i et hyl som svar. Det inspirerede så igen hundespandet ved siden af – og inden jeg vidste af det, havde jeg fået alle Sisimiuts 5.000 hunde til at hyle i kor.

Jeg håber, at folk i Sisimiut har tilgivet mig, fordi jeg sådan forstyrrede natteroen i den lille by."

Uddrag af

"Hønsetyven"