Nordjyske Stiftstidende 17. juli 2010:

Arrogant skatteminister

Landets unge skatteminister Troels Lund Poulsen har i weekenden været ude med stokken og kritiseret andre unges mangel på skattemoral med, at de ikke kan se sammenhængen mellem skat og velfærd. Hvis Poulsen kan se denne sammenhæng, tyder det på en form for alternativ begavelse, for vi er altså efterhånden mange i dette land, som ikke kan se den. Vi betaler og betaler – og velfærden bliver stadig ringere.

 

Skattesystemet bygger på en stiltiende kontrakt mellem stat og skatteborger. Vi betaler vores skat uden at kny, og til gengæld sørger staten for vores grundlæggende sikkerhed, så liv, helbred og ejendom ikke bliver krænket.

 

Efter politireformen er det åbenlyst, at staten ikke lever op til sin del af den aftale. Rundt i landet hærger tyvebander i fred og ro, fordi politiet ikke har ressourcer til forebyggende patruljering. Bortset fra de største byer er politiet fuldstændigt fraværende om natten og i weekenderne. Når så indbruddet eller tyveriet er sket, kan man ikke regne med, at politiet gør andet end at tage mod en telefonisk anmeldelse – gerne med en opmuntrende bemærkning til offeret om, at man selvfølgelig sender en kvittering, så forsikringen kan udbetales.

 

Jeg hørte om en mand, der havde fundet en mobiltelefon efter et indbrud. Han mente, at det måtte være afgørende bevismateriale. Det var telefonpolitiet ikke uenig i, så han fik besked på at aflevere telefonen i landbetjentens kontortid – fem dage senere!

 

Nu nedlægger man så politistationen i Løgstør. Ja, jeg ved godt, at politidirektør Cassøe siger, at sagen stadig er under overvejelse, men lur mig – den sag er afgjort.  Glemt er den almindelige befolknings ønske om den tryghed, der følger af at have en bemandet politistation i nærheden.

Det forekommer utroligt arrogant, når skatteministeren udtaler, at de unge skattetvivlere endnu ikke er kommet i en alder, hvor de har brug for velfærdsydelser.

 

Troels Lund Poulsen glemmer, at de unge gennem hele deres opvækst har set, at hvis man opfører sig ordentligt og passer sine sager, skal man ikke regne med at få nogen som helst opmærksomhed fra andre offentlige myndigheder end skattevæsenet. De har set en folkeskole, som absolut intet gør for at stimulere flittige og begavede studerende, men som bruger alle ressourcerne på specialundervisning og skolepsykologer – sandsynligvis til større gavn for de ansatte end ungerne. De unge ser skolerne forfalde eller lukke, samtidig med at samfundet ofrer millioner af kroner, så utilpassede ballademagere kan komme på spændende såkaldt socialpædagogiske fjeldture i Norge og Sverige. De ser, at totalt asociale unge bliver mandsopdækket på institutioner, hvor prisen for en plads er i millionklassen, samtidig med at de selv skal betale for at komme på lejrskole.

 

Nej, der er ikke noget at sige til, at de unge ikke ser sammenhængen mellem skat og velfærd.

Dagens ungdom har realistisk erkendt, at man ikke kan lave aftaler med politikere – for politikerne gør kun, hvad de selv vil. De løber uden skrupler fra alle løfter.  Tag nu bare debatten om efterlønnen. Først havde de travlt med at love efterløn til befolkningen – og nu har de samme politikere travlt med at afskaffe den. Selvfølgelig har vi råd til efterløn – det er det store offentlige bureaukrati, vi ikke har råd til.

Moral er i det hele taget en mangelvare på Christiansborg. Det blev tydeligt demonstreret, da det for nylig kom frem, at de fleste politikeres børn går i privatskoler, på trods af at de selv samme politikere med djævlens vold og magt vil have befolkningens unger i en hensygnende og uinspireret folkeskole. Eller hvad med alle de gange, befolkningen tydeligt har sagt fra mod yderligere integration i EU? På trods heraf er der stadig politikere, som mener, forbeholdene skal afskaffes, og at landet skal ind i Euro’ens fallitzone.

 

Skatteministeren bør være glad for, at der er nogle begavede unge, som ikke længere har lyst til at punge ud til et system, som ikke fungerer. I stedet for at kritisere de unge skulle han tage og lytte til dette oprør fra græsrødderne. Det er nemlig ikke ungdommen, som den er gal med – det er systemet!

 

 

 

 

Retur

 

 

 

© 2011 • Jesper Hansen • Nørremarksvej 6 • Øland • 9460 Brovst • Telefon 98130201 •  Mobil 29390365  •  Mail